Yellow Door

Når vi navngiver et mystisk program efter farvede døre og blot slipper det løs på verden uden forklaring, går der noget tabt. Yellow Door er en af de Spectrum-titler, hvor man låner en bånd fra en ven, indlæser det i emulatoren og stirrer på skærmen med følelsen af, at der mangler en instruktionsbog eller i det mindste noget på kassen.

Det handler om et logisk puslespil eller eventyr — den præcise klassificering forbliver uklart — som foregår i et tilsyneladende enkelt miljø. Målet forbliver uklart, det er helt sikkert ikke en almindelig platformer. Et udgangspunkt, nogle muligheder for at bevæge sig eller interagere med objekter, du ser på skærmen. Atmosfæren er mere eksperimentel end underholdende, som om forfatteren testede, hvad der overhovedet kunne gøres på Spectrum, uden større bestræbelse på at gøre det lettere for spilleren.

Det spilles gennem frustrerende forsøg og fejl. Du prøver at bevæge dig til venstre, så til højre, så glider du over noget, der ser ud til at være et kontrollerbart objekt — og nogle gange sker der noget, nogle gange ingenting. Kontrollen er ikke intuitiv, grafikken er eksperimentel, og hvis spillet ikke ledsages af dokumentation, er en ottetalsspiller fortabt. Det er uklart, om du er tættere på målet eller bare vandrer meningsløst rundt i et proceduralt labyrinth.

Yellow Door er blevet en del af en vis legende omkring perifere Spectrum-titler — dem hvor du ikke ved, om det er et uafsluttet projekt, et eksperimentelt værk eller blot et spil, der ikke fandt sin plads i historien. I dag skrives der mere om det i sammenhæng med udforskning af mørke hjørner af halvfemsernes hjemmescene, som et artefakt, der siger mere om forholdene, som spillonskabere dengang arbejdede under, end det tilbyder en rigtig spiloplevelse.

Spille det i dag i browseren? Ja, hvis du er interesseret i, hvordan vejen til en blindgyde så ud. Det er ikke et spil, der griber dig i halsen — det er snarere svaret på et spørgsmål, du aldrig stillede.