Verso

Verso er en af de titler, man snubler over i et arkiv og straks undrer sig over, hvad det overhovedet er. Ingen roser det, der findes ingen artikler om det, og dets eksistens gik næsten ubemærket hen. Fra 1986, til DOS, uden nogen klar genre i registreringen — og præcis sådan ser det også ud.

Det er et logikspil med puslespilselementer. Farvede brikker dukker op på skærmen, som du manipulerer i et gitter. Målet lyder enkelt: match, eliminer, kom videre gennem banerne. Der er ingen historie, ingen ambitioner, kun et forsøg på at stykke noget sammen, der kunne fungere som et spil på PC. Det minder om lignende forsøg fra samme æra — enkle, programmeringsmæssigt beskedne, lavet til dem, der købte eller hentede et spil mere af nysgerrighed end af hensyn til underholdningsbudgettet.

Styringen er grundlæggende enkel: piletaster og en bekræftelsesknap. Grafikken er nøgen, uden noget forsøg på stil. Lyden er minimal eller bedst slet ikke nævnt. At spille det har en mærkelig kvalitet — det er hverken sjovt eller frustrerende; det er snarere, som om hjernen ryger af spørgsmålet om, hvorfor nogen skulle starte det her i dag i stedet for for eksempel Tetris. Banerne skrider frem, sværhedsgraden stiger, men man slipper ikke for følelsen af at se grænselandet af ting, der forsøgte at være spil og ikke havde det, der skulle til.

Verso hører til kategorien af spil, der blev lavet, fordi DOS fandtes, og der var et menneske med en hukommelseschip og fritid. Der er ingen genialitet i det, intet trick, der siger: her havde skaberen en vision. Det er et forsøg, der på en eller anden måde blev til noget og blev liggende i arkiverne som bevis på, at der i firserne blev skabt alt muligt og til tider umuligt.

I dag kan du spille det i browseren som en kuriositet. Det er ikke et spil, der vil forandre dig, det er snarere ren samlermani. Hvis du vil forstå, hvordan en del af mikrocomputerhistorien så ud, hvor ting blev skabt, uden at resultatet skulle være et hit eller et flop — så er dette en påmindelse. Mere beskedent end Tetris, men lige så stille, som dets tavshed var larmende.