Spiderman

Spider-Man fra 1984 er en majestætisk ting, som i dag ser ud som noget, børnene fra nabobygningen engang imellem ville have kastet ind i computeren. Sådan noget sort-hvidt, kaotisk projektil uden tid til sludder. At spille med det er præcis det samme som at kigge ned i en pyt — nogle gange ser du noget interessant, nogle gange bare refleksioner.

Det er en klassisk DOS platformer, hvor du som edderkoppen pusler rundt i en bygning og samler forskellige genstande. Målet er klart: kom gennem niveauet, besejr fjenderne, nå til enden. Positioneringen i hver scene er som lynet — uden diskussioner, uden sortering, uden dybere strategi. Det var — og er egentlig stadig — helt okay, fordi dengang havde ingen lyst til at lege med elegance. Du ville bare spille og det var ligeglad, om det var smukt.

Kontrollen er primitiv i bedste forstand. Spring, bevægelse til venstre og højre, ind imellem tryk på en knap for noget. Grafik? Figuren adskiller sig næsten ikke fra en firkant i kostume. Lyde? Piben som fra en vækkeur, som Spider-Man selv havde taget med på turen. Alt dette tilsammen danner et spil, som spilles som hårdt brød — ryggen gør ondt, men du fortsætter, fordi der ikke er noget derefter.

Erindringen holder sig til det mest fordi, det var en del af guldalderen for computerspil, ikke fordi det selv skinnede af geni. Det betød, at når du fik din første computer, behøvede du ikke købe elegance på en diskette — du kunne bare spille Spider-Man med det samme. Det var der bare, som luften. Det var billigt, det var forståeligt, det var dets.

I dag vil du spille det hovedsageligt af nysgerrighed eller sentimentalitet. Det går ikke uden en emulator, du vil bare prøve det, så du kan præcisere, hvordan gaming kunne have været, når du troede, det var den bedste underholdning under solen. Du opdager dens rå trylleri fra dengang, hvor grafik ikke var en hindring. Da spil blev skrevet hårdnakket, uden smelteri.