Games, The - Summer Challenge

Når du tager joysticket og sætter gang i minigames, der kan underholde i fem minutter før det bliver kedeligt, har du Games, The - Summer Challenge foran dig — en kollektion, som jeg husker som noget mellem seriøs ambition og dovenskab.

Det er en samling sportsgrene i olympiade-stil — sprint, hop, kast, svømning. Hver disciplin har sin egen mekanik, som du lærer på et par forsøg, og så er du i bunden. Målet er klart: samle medaljer og sammenligne score med vennerne. I tiden, hvor PC-turneringer var almindeligt, virkede det ret attraktivt.

Problemet ligger i præcisionen og gentageligheden. Hvert spil reduceres til et par klik eller at holde tasten nede på det rigtige tidspunkt. Sprinteren blev drevet frem ved at trykke venstre og højre knap skiftevis — jo hurtigere, jo bedre. Hopperen løb an, sprang og landede. Lyden er spartansk, grafikken er skarp, men uden lag — bare plastikfigurer på en ensfarvet baggrund. Der er ingen elegance som i senere sportsspil. Det er ærligt talt kedeligt allerede i anden omgang.

Spillets charme lå mere i muligheden for at spille med flere spillere og dele joysticket. Når I sad omkring én computer og forsøgte at sabotere hinandens match, var der i det mindste noget sjov. Alene mod AI? Det er derimod irriterende. Spillet lærer ikke, lytter ikke — det gentager bare den samme logikblok.

I dag er Games, The - Summer Challenge blevet dårligt af alderen uden dybde. Der er ingen progression, ingen oplåsninger, ingen grund til at vende tilbage. Det er et fotografi af en sommerdag — kort, til at glemme, uden lag. Hvis du blive fristet af gamle MS-DOS kuriositeter og vil vide, hvordan computeren forestillede sig underholdning ved at konvertere et sportsturneringsforløb til pixels, er det et interessant dokument fra tiden. Mere er der ikke.