BurgerTime

1982, et arkadespil et sted i Amerika, og jeg har en chef i hvid hat, der løber over gigantiske hamburger-ingredienser mens han undviger frenetiske hotdogs i boller. Jeg var syv år, da jeg første gang så det med mine egne øjne, men da BurgerTime landede på hjemmecomputere, forstod jeg straks hvad det hele handlede om.

Data East skabte et arkadespil, hvis præmis er så absurd, at det fungerer uden en eneste forklarende ord. Du spiller som kokken Peter Pepper, som skal krydse hamburger-ingredienser — bolle, salat, kød, tomat — og stable dem etage for etage ned på tallerkener. Hvem stopper ham? Fientlige æg, hotdogs og syltetøj. Køkkenlogi har aldrig været genrens styrke, men her virker det på en eller anden måde.

Spillet er rent arkade-puslespil under tidspres. Du krydser ingredienser frem og tilbage, fjender jagter dig over stiger og platforme, og du søger efter måder at knuse dem under et faldende lag salat eller bolle. Du har et begrænset forråd af peber — dit eneste våben — som besvimer alt i nærheden i et øjeblik. Mekanikken er simpel, men kombinationen af fjendebevægelse, rutevælg og peberbesparing skaber præcis denne rimeligt frustrerende loop, der fik mig til at tabe igen og igen og igen. Vanskeligheden stiger hurtigt. Den tredje bane vil få dig til at føle dig som om du er i et tre-Michelin-stjerner restaurantkøkken under myldretid.

BurgerTime tilhører den generation af spil, hvor der er ingen historie, intet gemme-system, intet udstyr. Bare score og viljen til at overleve. For hvad det er — en direkte port af et arkadespil fra begyndelsen af firserne — holder det sig overraskende godt i spillebarheds-henseende. Ikke fordi det aldres pænt, men fordi kerneloopet er så strømlinet, at der var intet, der kunne gå i stykker. Det, der aldres dårligere, er det visuelle ved PC-versionen; originalarkaden så mere livlig ud, hjemmeversionen var en nødvendig kompromis med hardwaren på det tidspunkt. Lydene ligger lige på den tærskel, hvor hovedpinen begynder.

I dag vil BurgerTime appellere til alle, der længes efter ti minutter af ren arkadespænding uden vejledninger og uden installation. Det kører flawlessly i en browser gennem DOSBox-emulatorer, og det er en af de titler, som du vil forstå fuldt ud på tredive sekunder og behersker først efter tredive forsøg. Hvis du missede det i halvfemserne, er det ikke for sent. Hotdogsene venter på dig.