Windwalker

Jeg havde en eneste chance for at komme hjem og redde mit folk — og det var præcis disse sætninger, der mødte mig i Windwalker, hvor byrden af denne mission begyndte at forme sig i mig.

Det er en action RPG fra det tidligste tiår af halvfemserne, hvor du spiller en karakter med magiske evner, som navigerer gennem en mørk verden fuld af problemer og forpligtelser. Spillet udspiller sig i et klassisk fantasy-miljø — ingen rumfærger, ingen teknologi, der skifter tid, bare almindelig magi og sværd. Dit mål er at arbejde dig gennem en række dungeons og lokationer, samle artefakter, øge din styrke og besejre modstandere, der ikke tænker meget før de sender en tryllekunst mod dit ansigt.

Det spilles fra et isometrisk perspektiv ned på skærmen, præcis som det opstod i firserne — du løber ud på skærmen, kigger ned på dine karakterer i isometrisk eller semi-flat perspektiv og klikker videre. Kontrollen er ligetil, men ikke altid forgivende. Hvis du fejlvurderer timingen på dit angreb, kommer smerten. Magi er der for at hjælpe dig, men stavninger udløses ikke øjeblikkeligt — du må vente på animationen, og det betyder i hårdere kamp absolut kaos. Kampsystemerne er ikke indviklet designet, mere praktiske — angreb, forsvar, løb, stavning, angreb igen.

Dette var et spil, der i halvfemserne turde være hårdt uden unødvendig medfølelse. Det var ikke en grafisk sensation (pixel-baseret, men pænt farverigt), men det havde noget ved sig — en mørk atmosfære over et stykke verden. I dag ser man det med videnden om, at lignende underholdning ikke længere laves — for ligetil, for kompromisløs.

Hvis du vil tilbage til en tid, hvor RPG'er blev spillet uden unødvendige tutorials og sentimentalitet, og du er villig til at bruge tid på at overvinde virkelig vanskelige passager, hvor du kan varme knoglerne med evige gamle spil, er Windwalker det rigtige valg. Det kører glat i browseren — det er ikke noget, der nedlægger din computer, og atmosfæren holder sig lige så hård som dengang.