McGee

McGee er et af de spil, som man helt sikkert lånte på disket en gang og aldrig returnerede. Et unikalt stykke fra begyndelsen af halvfemserne, da man skrev hvad som helst til DOS uden at skamme sig.

Det er et puzzle-platformer med minimalistisk grafik og lyd, der ikke bør skralde med det. Hovedpersonen — en mand ved navn McGee — bevæger sig rundt på spillepladen og samler objekter. På papiret skulle det være en gåde: gå gennem niveauet, samle hvad der skal til, nå til slutningen. I virkeligheden betyder det, at du selv skal gætte logikken, fordi spillet ikke forklarer formålet med opgaverne.

Kontrollen er lige så simpel som alt andet fra den epoke — piletaster til bevægelse, mellemrum til noget. Grafikken er dels pastelgrøn, dels grå, dels husker jeg det ikke længere. Når McGee bevæger sig på skærmen, mærker du, at programmøren gjorde det bedste, han kunne med det, han havde. I dag ville pixelart-fans underskrive på sådan en æstetik, men her er det snarere en konsekvens af hardwarebegrænsninger og mangel på udviklingstid.

McGee hører til den kategori spil, som man spillede, fordi de eksisterede, ikke fordi de var geniale. Det var ikke så dårligt, at nogen forkastede det, men det var heller ikke så godt, at der blev talt om det. I dag kender næsten ingen til det. Emulatorer og arkiver har reddet det fra fuldstændig forglemmelse — det er alt, det fik.

Når du spiller det nu, er det nostalgi for det ukendte. Ikke for den tid, da store ting eksisterede — men for tiden, hvor sådan små betydningsløse ting bare var der. McGee er ikke et spil, du søger efter som guld. Det er snarere en tur gennem historien, en detektiv tilbage i DOS-arkiverne.