Teenage Mutant Ninja Turtles

1990, Sound Blaster var ikke engang garanteret, og jeg stirrede på fire grønne silhuetter på en monokrom skærm og følte, at dette enten skulle blive fantastisk eller årets største skuffelse. Det endte et sted derimellem.

Teenage Mutant Ninja Turtles fra Konami kom oprindeligt ud på NES, og ved skiftet mellem firserne og halvfemserne red det på bølgen af populariteten fra tegneserien og animationsserien på præcis det rigtige tidspunkt. MS-DOS-versionen er en direkte port — et actionplatformerspil, hvor du skifter mellem alle fire skildpadder og kæmper dig gennem Shredders fjendehoste for at redde den kidnappede April og din kammeratSplinter. Intet overraskende, men for 1990 var det en solid grund til at gribe joysticket.

Spillets kerne er en blanding af at bevæge sig på tværs af kortet og actionsekvenser, hvor du slår, kaster våben og undviger projektiler. Hver skildpadde har et forskelligt våben med forskellig rækkevidde og angrebsrhytme — det var en ret smart idé på det tidspunkt. Men PC-porten bragte kontrolproblemer, som du ikke kan glemme selv i dag. Tastaturet reagerede ikke som forventet, springtiming var brutal, og det berygtede underwater bomb-afsnit, hvor utallige forsøg gik galt, fungerer på præcis samme måde som på NES — som at udføre hjertechirurgi med hockeyhandsker på.

Det, som spillet bevarede, er atmosfæren. Grafikken i PC-versionen er tyndere end på NES, men musikken og det overordnede stemning fanger æraen fra det originale anime trofast. Spillet er brutalt, uretfærdigt svært — fjender dukker op igen, sundhed falder overraskende hurtigt, og checkpoint-systemer var en luksus, som få kunne påberåbe sig i 1990. I dag føles det mere som en tålmodighedsprøve end en refleksudfordring. Det blev mindre godt med alderen end Konami's arcade-version fra 1989, som de gjorde et væsentligt bedre stykke arbejde på.

I dag ville jeg hovedsageligt anbefale det til dem, der husker serien fra barndommen og gerne vil genopleve en erindring — ikke nødvendigvis et stort spil, men et specifikt moment i tiden. At spille det i en browser gennem emulation tager fem minutter, og du finder hurtigt ud af, hvorfor du husker arkadekabinetten mere end hjemmeporten. Alligevel er det et stykke historie — skildpaddernes første store videoGame-oprosted og et klart tegn på, at Konami ikke tager sine licenser let.