Raiden

Nogle gange er det nok at høre den lyd — geværild, eksplosioner, monoton musik, der sivler ud af et Sound Blaster — og dine hænder når automatisk efter piletasterne og Ctrl. Jeg så først Raiden i en arkade, hvor drengene ved siden af mig slugte det på fem minutter og tyve øre. Derhjemme på PC fik jeg min revanche solo, gratis, så længe det tog.

Raiden er et vertikalt shoot 'em up, oprindeligt et japansk arkadeskab fra Seibu Kaihatsu, som ankom til PC i midten af halvfems'erne. Settingen er klassisk økonomisk: aliens har invaderet Jorden, du sidder i et kampfly, og dit job er at skyde alt, der bevæger sig. Tanks, skibe, helikoptere, fly, jordbasers — det hele falder for dine kanoner. Plottet holder dig ikke engang et minut, hvilket er præcis som det skal være.

Spillet styres simpelt: bevægelse, primært våben, bombe. Arkadeoprindelsen mærkes i hver detalje — skærmen ruller uafbrudt nedad, fjender kommer i bølger, power-ups falder fra ødelagte konvojer. Våben kan opgraderes ved at samle farvede krystaller, og valget mellem lynild og spredningsmissil tilføjer i det mindste nogle grundlæggende taktiske beslutninger til spillet. Sværhedsgraden er anstændig — ikke brutal som japanske bullet hell-spil, men nok til at få dig på knæene i de senere niveauer. To spillere på et enkelt tastatur fungerede dog ikke helt glat; hardwaren på det tidspunkt var mere af en fem-doblet tragedie for det.

Det, som Raiden bragte til PC-gamere i 1994, var ren arkadeoplevelse derhjemme uden at skulle til en arkade. Portningen er ikke perfekt — det originale arkadespil havde lidt glattere animation og bedre lyd — men det kørte på en 486, så acceptabelt ud, og spillede præcis, som du ville forvente. Visuelt ser spillet i dag ud som output fra en tilfældig militærhardwaregenerator, musikken er en gentagende loop, der borer sig ned i din hjerne efter ti minutter på en måde, der er ingen flugt fra. Nogle elsker det, andre gør det ikke.

I dag appellerer Raiden hovedsageligt til dem, der ønsker en kort, fokuseret gamingsession uden story, tutorials og åbne verdener. Tyve minutter, få liv, en pæn række eksplosioner. Som en retrooplevelse i en browser fungerer det godt præcis fordi, du ikke forventer mere fra det, end hvad det tilbyder — og det leverer præcis så meget.