Power Drift

Jeg husker det præcist: tomt klasseværelse, en klassekammerat bragte disketter, og nogen råbte „racerspil fra Sega". I 1990 var det et magisk ord. Sega betød arkader, det betød noget du ikke havde derhjemme.

Power Drift udkom i arkader i 1988 og blev spredt på hjemmeplatforme inden for et år — ZX Spectrum, Commodore 64, Amiga, Atari ST, og endelig i 1990 også MS-DOS. Det er et racerspil med bagfra-perspektiv og stærkt arkade-fokus. Du sidder ikke bag rattet på en formel eller motorcykelstyr — køretøjet er det såkaldte sand buggy, en let racerkart, der opfører sig mere som en kugle i en flipper end som en rigtig bil på snoede baner.

Banerne er varierede, kuperet, meget snoede, med bakker og dale, som dengang så næsten magisk ud — sprite scaling arbejdede på fuldt omdrejningstal og gav illusion af hastighed. Kontrollen er simpel: gas, bremse, venstre, højre. Intet gear, ingen bilindstillinger. Vanskeligheden kommer fra baner og intenst konkurrencetra­fik, ikke fra kompleks mekanik. Det er hensigten, ikke en mangel — det er en arkade, der vil have dig til at vide, hvad du laver på fem minutter, og være rasende på tyve.

PC-versionen fra 1990 er tro mod originalen, men arkade-originalens grafik slår den uforbeholdent. På en datidig PC-skærm så det acceptabelt ud, lyden fra Sound Blaster var funktionel, men ikke uforglemmelig. Alligevel — i en tid hvor Sega på hjemmecomputere var langtfra en selvfølge, havde selv denne konvertering sit eget tiltræk. I dag er spillet blevet temmelig værdigt ældre inden for sin genre: kort, skarp, uden moderne bekvemmeligheder. Gemme-funktion? Ingen. Pause? Spørg dine forældre om de kan vente.

I dag passer Power Drift dem, der ønsker et kvarters rent racingreflex-træning uden tutorials og opfordringer til at forbinde konti. Du starter det nemt i browseren via DOSBox, og hvis du tabte det i halvfemserne før du nåede den anden serierunde, har du nu chancen for at gøre det godt igen. Endelig kan ingen komme og forstyrre dig med aftensmaden.