Battle Isle 2

Du manøvrerer enheder hen over kortet som brikker på et skakbræt, bare det er ikke skak — det er krig. Battle Isle 2 er et turbaseret strategispil, hvor sejr afgøres af beregnede træk, ikke reflekser, og det er præcis derfor, det stadig holder hovedet over vandet efter tredive år.

Det er et taktisk batalje-strategispil. Du glider enheder ind på et sekskantgitter, skyder på fjender, samler ammunition og healer sårede soldater. Grafikkerne er funktionelle — enheder skinner som plastikfigurer, landskabet er fladt og klart, musik boblet stille i baggrunden. Det er ikke Dune 2, som ville slå dig af pinden, men du behøver ikke bekymre dig om, hvor noget er. Alt er synligt på et øjeblik.

Det, som gør Battle Isle interessant, er dets langsomme, beregnede tempo. Du bliver ikke hastet af tid. Du kan sidde og tænke over, hvilken enhed du bevæger til den anden ende af kortet, og hvor du positionerer den, så fjender ikke overfalder dig fra buskadset. Enheder har begrænset bevægelse, brændstof, ammunition — alt tæller. En dårligt placeret enhed og du mærker det fem ture senere. Spillet lærer dig at tænke og beregne, ikke bare at hamre på tastaturet.

Det er primært blevet ældre i hastighed — træk kan være langsomt, du venter på animationer, enhedsbevægelser føles evige. Det moderne sind vil have mere, men i halvfemserne var dette præcis det rigtige tempoede spil til at blæse dampaf når du havde tid til overs.

I dag spiller du det, når du vil have strategi uden magi og uden online multiplayer-drama. For nogle mennesker er det præcis det — stille, matematisk krigsførelse — netop hvad de vil have fra et taktisk spil. Hvis du er typen, der kan sidde i tre timer og beregne træk på forhånd, skal du have det vildt sjovt.