Mad TV

Juni 1991, udenfor er det varmt, jeg sidder i kælderen med ventilator på fuldt blus og prøver at finde ud af, hvorfor min hovedvært lige er faldet ud midt i direkte udsendelse. Mad TV så på det tidspunkt ud som svaret på et spørgsmål, som ingen bevidst havde stillet — hvad hvis man kunne spille som chef for en tv-station, men på en ordentlig cynisk måde?

Rainbow Arts udgav i 1991 en simulator, hvor spilleren styrer en tv-station fra senderettigheder over programskemaer til krisetjstyring under direkte udsendelse. Det handler ikke om nogen let tabelledrift — det handler om nervepirrende drift, hvor tingene går i stykker i det øjeblik, du tror, du endelig har en plan. Settingen er bevidst overdrevet, humoren er sort, og tv-branchen ser ud præcis sådan, som de fleste mennesker havde formodet uden dokumentarer bag scenen.

Spillebarheden er bygget på to lag. Det første er strategisk — du køber programmer, planlægger tidspunkter, holder øje med budgettet og prøver at presse konkurrencen ud fra markedet. Det andet lag er arcade-management lige under udsendelsen, hvor du i realtid skal løse tekniske nedbrud, upålidelige skuespillere eller måske et fem-minutters hul i programmet. Kombinationen af disse to tilstande er det, der adskiller spillet fra almindelig tabelsimulatorer — du er aldrig sikker på, at du har vundet. Kontrollen er lidt kluntet, og brugerfladen kræver en tålmodighed, som virker som en straf for dagens yngre gamer, ikke som en del af sjovene.

Det jeg husker mest stærkt, er følelsen af ustabilitet. Spillet lader dig aldrig få vejret. Det er aldret ujævnt — kerneideen er stadig genialt enkel, og det kaos i realtid fungerer stadig i dag, men visuelt er det et typisk DOS-produkt fra 1991 uden ambitioner om at overtale nogen æstetisk. Dokumentation og dengang's manualer var nødvendighed, ikke valgfri læsning — uden dem var du i tvivl længere, end det var behageligt.

I dag passer det især godt til dem, der kan lide simulatorer med rigtigt bid, og som ikke er generet af, at spillet ikke tålmodigt forklarer hvert system. Det er tilgængeligt uden problemer gennem DOSBox-emulatorer i browseren, og det tager bare tyve minutter at afgøre, om denne kombination af stress og sort humor er værd det. For mig var det — og er det stadig.