Ice Age 3

Hvor mange issfærer skal man egentlig smadre sig igennem, før man indser, at det bare er håbløst? I tilfældet Ice Age 3 på Sega ville jeg sige omkring tre fjerdedele af første level.

Det er en klassisk platformer baseret på filmfranchiset. Du spiller som Manny eller et andet dyr fra "bumlingeklubben der holder af hinanden", hopper over isplattofmer, samler småting og løber ind i fjender, der ser onde ud, men dør normalt med et enkelt hop på hovedet. Tidsmæssigt er spillet placeret omkring tiden for tredje films biografpremiere, så et sted midt i 2000'erne.

Kontrollen er primitiv, men den virker. Du kan hoppe, du kan gå, og nogle steder kan du tage en kølle og få mere kraft. I bund og grund er det sådan et univers af små ting, der ikke er i konflikt med hinanden — de er bare samtlige kedeligt. Plattformerne er forudsigelige, mødet med fjender er langt, og spillet føles som om skaberne monterede det fra en skabelon, de havde liggende. Grafikken til Sega er ikke dårlig, snarere uden ambitioner. Animationerne for løb og hop er lidt rod, og lydene er bare der.

Det, man husker mest, er følelsen af håbløshed. Spillet er ikke dårligt, det er heller ikke tragisk — det burde bare være sjovere. Disse filmadapationer på konsoller var så ofte middelmådige, at man bliver faktisk overrasket når man spiller dem i dag og finder ud af, at de ikke er så meget værre end det, der lige nu køres i biograferne. De er bare kedelige. Ice Age 3 er et typisk produkt; noget med salgspotentiale, der blev smidt på hardware uden større bekymring for originalitet eller sjov.

Spillet passer kun for desperate samlere, der vil have alle varianter, eller forældre, der køber hvad som helst med et filmlogo. I emulatoren er det mere til at holde ud end når du køber det i butikken i 2006, men det siger ikke noget positivt. Kort sagt: der eksisterer kvalitetsplattformere fra samme periode, og Ice Age 3 hører ikke til blandt dem.