Doom 64

Jeg husker, hvordan jeg i otteogfirs klagede over grafikken, og så kom Doom 64. Det så dengang ud som noget fra fremtiden — røde skygger i lydeffekterne, kvadratiske gange med teksturer, der bølgede og deformerede sig. Nintendo tog legenden fra PC og bearbejdede den, så den passede ind i en cartridge. Resultatet? En helt anden spil.

Det er en first-person shooter, hvor du bevæger dig gennem en lavpolygon-helvedesarena og eliminerer dæmoner. Præcis som originalen, bare med mindre kort og udstyr, som du allerede kender — pistol, shotgun, plasmapistol, impulsgevær. Målet er simpelt: gennemgang syvogtredive levels og send dæmonerne tilbage, hvor de hører til. Der er ingen historie her, bare tryk og bumm.

Kontrollen på N64 er overraskende håndterbar. Venstre stick lader dig bevæge dig frem og tilbage, højre stick retter dit sigte. Knapperne på bagsiden styrer våbenvalg og skydning. Det er ikke som med en mus, men det fungerer, når du vænner dig til det — håndtering trænes bedre end præcision. Spillet kører hurtigt, dæmoner angriber uden nåde, og du skal hele tiden gøre noget — manøvrere mellem fjender, samle sundhed og ammunition, trykke på aftrækkeren på det rigtige tidspunkt. Der er ingen tid til at kigge omkring. Præcis dette pres holder dig klæbrig ved skærmen.

Den største ændring sammenlignet med PC-versionen er atmosfæren. I stedet for stålfarver og lys har du her mørke hjørner, hvor du ikke helt er sikker på, hvad de skjuler. Lydene er underlige — dæmoner brummer i dybere toner, skydning lyder mindre. Hele spillet føles trængende og har sin egen skønhed. De syvogtredive levels er bidder til at huske, det er ikke langt, men det har kvalitet. Ingen fyldestof, bare spil.

I dag er det ikke relevant længere — Doom er magisk i hver senere version — men Doom 64 forbliver en interessant artefakt fra dengang, da store ting måtte presses voldsomt ind i mindre enheder. Hvis du kan lide halvfemserne og den oprindelige Doom, er det værd at spille den mindst en gang for at prøve, hvordan datalogi håndterede shooters gennem årene, der er gået.