Nogle spil behøver slet ikke en manual. The Last Mission fra 1987 er den slags DOS-udgivelse, hvor du slår på tastaturet, noget begynder at bevæge sig, ting skyder mod dig, og reglerne er åbenlyse inden for cirka fire sekunder. Det er ikke kritik. Det er en designfilosofi.

Det er en sci-fi actionshooter — vagt sådan en, som meget af 1987's DOS-spil var vagt sci-fi, hvilket betyder at der er sprites, der ligner maskiner, og en farvepalet, der foreslår ydre rum hvis du kigger lidt skævt. Du kontrollerer en slags bevæbnet køretøj eller våbenplatform, du flytter det rundt på skærmen, og du skyder på hvad som helst, som spillet kaster mod dig. Fjendebølger kommer, du håndterer dem, flere ankommer. Der er ingen historie. Der er ingen cutscenes. Der er ingen karakter med et navn.
Gameplayen er præcis så spartansk som det lyder. Dit job er overlevelse og skydning, i den rækkefølge. Bevægelsen har den særlige stivhed, der var almindelig for DOS-actionspil fra tiden — ikke ødelagt, bare påtænkt, den slags kontrol, der straffer dig for at gå i panik og belønner dig for at forblive rolig. Fjendenes mønstre gentager sig, hvilket betyder, at du kan lære dem, og når du gør det, skifter spillet fra kaos til noget tættere på et mekanisk puslespil, du løser med en joystick eller keyboard. Sværhedskurven er stejl i starten og flader så ud i et rytme.
Det, der holdt spil som dette i live i 1987, var ikke dybde. Det var faktisk, at du kunne loade det på under et minut, dø på tre, og straks ville du spille igen. PC speaker-lyden var omkring hvad du ville forvente — tynd, perkussiv, funktionel. Intet, der ville skamme sig ved en Sound Blaster, men en Sound Blaster var på ingen måde garanteret heller. The Last Mission sidder i den særlige kategori af DOS-udgivelser, hvor ingen kendte mennesker lavede den, ingen anmeldte den i et magasin, du ville huske, og alligevel endte det på nok floppykopier, der blev videregivet på skolegårde, at folk stadig genkender det årtier senere.
Det er aldret på den måde, alle pure arcade-spil aldres — ikke dårligt, bare ærligt. Der er ingen illusion af dybde, der skal ødelægges. Du bliver ikke skuffet over, at historien ikke holder, fordi der aldrig var en historie. Det du får er en stram lille loop af bevægelse og skydning, der tager måske tyve minutter at se alt hvad det har at tilbyde. Hvorvidt det er nok afhænger helt af din tolerance for old-school arcade-scoring og om du finder tilfredsstillelse i at spare nogle få dødsfald af din run. Hvis du voksede op med at proppe mønter i maskiner eller med at slibe DOS-spil for høje scores, er der noget her, der stadig virker. Alle andre vil hoppe af det inden for cirka de samme fire sekunder, det tog at forstå reglerne.