Railroad Switch Challenge

Jeg troede, at der ikke var noget, der kunne stå i vejen for et så simpelt princip – man tager skinnerne, stiller sporskiftet om, og toget kører igennem. I stedet sidder jeg her med et spil fra 1982 og indser, at selv denne tilsyneladende primitive logik kan ødelægges på en computer.

Railroad Switch Challenge er et puslespil om at stille skinnerne rigtigt. Togene kører ad banen, og du skal bestemme, hvor de kører hen, så de enten ikke mødes, eller så de mødes de steder, hvor de skal. Logikken er enkel – to eller tre togsæt, nogle sporskifter, og et sammenstød betyder en ulykke. Målet er klart, nemlig at få alle tog frem til målet uden kollisioner. Intet andet.

Spillet handler udelukkende om reflekser og fremsyn. Du ser et skema over banen i ASCII-grafik eller i en primitiv grafisk form, togene bevæger sig, og du skal trykke på det rigtige tal eller med en tast vælge det sporskifte, du vil skifte. Der er ingen indføring, ingen animationer – bare en kluntet styring og ventetiden på, om du nåede det i tide. Klikker du for sent, støder toget sammen, og spillet er slut. Så starter du forfra.

I halvfemserne ville der have været en online highscoreliste, og du ville have forsøgt at overgå en ven. I 1982 er det bare en stum udfordring mod en computer, der regner ud, om du overlever. Grafikken er på grænsen til det synlige, lydene er mere skrab end musik. Alligevel – og det er mærkeligt nok interessant – bliver du ikke færdig med puslespillet på et kvarter. Det fanger dig.

Det er ældet dårligt. Ventetiden mellem træk, en styring, der ikke reagerer, og fraværet af enhver form for feedback overskrider grænsen for »retro-charme«. I dag opfatter du det kun som en teknisk begrænsning og ikke som en del af oplevelsen. Spillet ville have været fint på en grafisk lommeregner, men her på pc'en virker det som et uafsluttet skoleprojekt.

Men hvis du har lyst til et puslespil, der virkelig kun handler om hjerne og reflekser uden kunstgreb, og hvis du vil forestille dig, hvor lidt der skulle til for at more sig i de første år med personlige computere – så har du det her. Det er enkelt. Alt for enkelt. Og alligevel vanedannende.