Nyet

Nyet. Det eneste ord, du kommer til at høre, når du prøver at gøre noget forkert. I 1988 var det et genialt koncept på 8-bit — et spil uden nåde, uden en sværhedsgradsvælger, uden blyantsark til at skrive passwords. Bare dig og en computer, der konstant siger nej.

Det er i bund og grund et puslespil, hvor du skal finde ud af en kombination af tastetryk og præcis timing for at komme fra indgangen til målet. Computerens indre er repræsenteret som en slags labyrint uden kort, uden instruktioner, uden nåde. Hvis du laver en fejl, erklærer computeren NYET, og du starter forfra. Dette er ikke et spil, der holder din hånd — det er et spil, der slår din hånd af og kaster den tilbage.

Kontrollerne er simple: piltaster eller taster, måske et hop. Men enkelthed skuffer. Du gætter på, hvad du skal gøre, du gætter på, hvor udgangen er skjult, du gætter på den rigtige vej. Hver gang tager du fejl. Computeren nyder det — hver NYET er som et slag fra en streng lærer. Men det er blevet så dårligt med tiden, at det i dag er mere en plage end sjov. Håbløse forsøg uden det mindste feedback eller hints fører til resignation, ikke glæden ved opdagelse.

Det er vigtigt at forstå, at Nyet ikke var et spil for masserne. Det var for dem, der legede masochist, eller som havde uendelig tid ved computeren i computerklubgaragen. I dag husker jeg det mere som en historisk kuriositet — bevis på, at der allerede i firserne fandtes ideen om et virkelig svært, retningsløst spil.

Du kan spille det i en browser eller gennem en emulator, hvis du er nysgerrig på, hvad der skete, før spil blev venlige. Det er måske den bedste motivation: ingen stopper dig, men computeren knuser dig hvert sekund.