Crillion '97

Crillion '97 — en titel, som nok aldrig ville have fået opmærksomhed, hvis den ikke udgav sig for at være noget imellem en arcade-shooter og strategi. Det er en af de spil, der faldt igennem maskerne i halvfemserne sammen med tusind andre, købt af en eller anden i en megabutik for løse øre som et last-minute-valg.

Det spilles som en ligetil 2D-shooter med tower-defense-elementer. Du styrer en enhed, skyder på bølger af fjender, indsamler power-ups og prøver at overleve. Grafikken er råt — plastikagtige pixels, som allerede så daterede ud i 1997. Musikken klikker og klaker trofast på soundchipet, den slags du husker fra obskure shareware-spil, der fik tiden til at gå på computerklassen. Kontrollen er træg, kameraet flimrer, og du kan aldrig helt være sikker på, om det er bevidst eller bare spillets tilstand.

Korte levels, simple game loops — skyd, bliv ved med at skyde eller tab. Ingen gimmicks, ingen fancy tricks. Spillet føles som et projekt fra nogen, der sagde: jeg laver et arcade-spil uden at overtænke det. Hvilket faktisk ikke er dårligt, men det er heller ikke særligt godt. Fire eller fem levels og du er færdig.

I dag er Crillion '97 arkæologi snarere end underholdning. Det var ikke ikonisk som Doom eller Raptor — mere en punching bag blandt tungvægterne. Men det er præcis det, der gør det interessant — det er en navnløs tidskapsel, du kan åbne og sige til dig selv: ja, sådan lavede man shooters, når man ikke havde en stor vision.

Hvis du har lyst til en retro-shooter uden pretentioner og kan køre den i din browser, er det en halv times tidsfordriv, som ikke gør ondt. Du spiller den ikke igen, du elsker den ikke, men du kender den — og virkelig, det er alt, en halvfemsernes indie-arcade fortjener.