Captain Dynamo

Jeg husker følelsen, da jeg første gang startede Captain Dynamo på fars 486ce. En fed mand i blåt kostume dukkede op på skærmen, og jeg tænkte — det skal være en helt? Så døde jeg tre gange på det første minut, og jeg begyndte at respektere ham.

Codemasters udgav denne platformer i 1993, og spillet leverer præcis, hvad mærket producerede dengang. Billigt, farverigt, tilgængeligt — og bevidst designet til at bremse dig. Historien er klassisk vrøvl: en pensionist i superkostume begiver sig ud for at erobre en borg tilhørende en gal geni, der har stjålet ædelstene. Plottet er en undskyldning, ikke pointen.

Kernen i spillet er at samle ædelstene spredt rundt på hver niveau. Alle, eller næsten alle — ellers kan du ikke avancere. Det lyder simpelt, indtil du opdager, at hver fjendetype påvirker dig forskelligt, Captain Dynamo falder ned ad trapperne som en pose kartofler, og et forkert estimeret springhøjde betyder tab af et liv. Kontrollen reagerer godt, men figurens fysik har sine egne regler, og det tager tid at forstå dem. Klassisk Codemasters-tilgang fra dengang: du lærer det, eller du spiller ikke.

Hvad der virkede dengang og stadig virker i dag, er det visuelle. For en DOS-platformer ser Captain Dynamo overraskende levende ud — levende farver, mangfoldig miljøer på hver slotsetage, fjender med karakteristisk design. Lyden var gennemsnitlig selv i 1993, men det generede ingen. Det, der er blevet mere slidt, er den strenge samlervilkår. En moderne spiller vant til checkpoints og automatisk gemning vil føle sig her som på et kontor fuldt af formularer.

I dag passer Captain Dynamo bedst til dem, der husker, hvordan det var, da spillet ikke trak dig ved hånden, og ordet "checkpoint" endnu ikke var selvfølgeligt. I browseren via DOSBox kan det startes på et minut og tilbyder en ren, kompakt udfordring på en eftermiddag. Ingen dyb tanke, ingen historie at opklare — bare spring, samling og følelsen af, at pension ikke behøver at være kedeligt.