Lego Pirates of the Caribbean

Når jeg starter dette spil, hører jeg min barndom — lyden af de små klodssæt med de klassiske gule minifigur-ansigter og det lille klikkelyde. Men her handler det ikke om at bygge, det handler om at sejle. Lego Pirates of the Caribbean på Mega Drive er præcis, hvad titlen lover: en mislykkedes adapttion, der tog en berømt pirat-franchise, kastede nogle klodser på den og smidtede den ud i en 16-bit verden uden at vide, hvad man skulle gøre med den.

Det er en action-scroller, hvor du styrer eventyrlysten pirater, der bekæmper englænderne, jager efter skatte og håndterer grafik, der aldrig rigtig var grafik — mere som forsøg på den. Indstillingen kopierer filmverdenens verden (Caribien, piratskibe, alt det), men spillet har sin egen mærkelige humorforståelse. Du gennemfører missioner, der forvirrer mere end underholder. Du har ingen idé om, du går den rigtige vej, eller bare er uheldig.

At spille er træt på den særlige måde, hvor du banker en knap, din karakter gør noget, der ikke dræber dig, og du skubbel videre. Kontrolelementerne er ikke dårlige — de reagerer — men spillet får dig ikke til at bruge dem meningsfuldt. Kampmechanikken er så simpel, at den dræner al interesse. Der er næsten ingen animation, ingen lydeffekter, der får dig pumped. Du hører pibende lyde og en mat musikalsk hvinen, der kun appellerer, hvis du har det stukket i hovedet fra din mors pung.

I dag er dette spil bare en nysgerrigs artefakt. Lego-spil blev eventuel sjove, men dette forsøg endte op ligesom så mange tidlige 90'eres titler — ambitiøst, bygget til at sælge snarere end underholde. Ingen sætter det ved siden af klassikerne fra sin epoke.

Du kan spille det rent ud af historisk interesse, hvis du er interesseret i arkæologien af dårlige adaptationer. Du finder det let nok i din browser, men forvent mere af et casestudie i, hvordan man får tingene galt, end faktisk sjov. Tyve minutter skulle gøre det.