Hostage - Rescue Mission

Det var en gang omkring 1990, og jeg sad ved skærmen med følelsen af at styre en rigtig politioperation. Ingen anden spil så dengang sådan ud — tre forskellige perspektiver på én gang, helikopter, snipersigte og gader fulde af terrorister. Hostage: Rescue Mission fra Infogrames fra 1989 var et lille mirakel fra tiden, da PC-spil stadig søgte efter deres identitet.

Præmissen er lige så kort som en politimelding: terrorister har besat ambassaden og holder gidsler. Din opgave er at få alle levende ud. Du får stillet en særlig enhed til rådighed — snikskytter, kommandosoldater, helikopter — og du skal selv koordinere hele operationen. Ingen vejledning, ingen forklaring. Spillet smider operationen på dit skød og venter på, hvad du gør.

Spillebarheden er opdelt i flere faser og perspektiver, hvilket var virkelig usædvanligt i 1989. Nogle gange styrer du helikopteret og forsøger at sætte mændene på taget, andre gange holder du finger på aftrækkeren gennem snikskyttersigte og holder øje med, at terroristen ikke trykker først. Kommandosoldat kryber så gennem bygningen fra fugleperspektiv, og hvert rum kan være en fælde. Overgangene mellem faserne føles som rigtig koordination — eller kaos, alt efter hvor godt forberedt du er. Kontrollen på PC er funktionel, selvom spillet havde en mere naturlig rytme på C64. Portningen gjorde sit arbejde, men lidt af det flydende blev tabt på vejen.

Det, jeg husker mest fra Hostage, er ikke selve actionet — det er spændingen. Det øjeblik, hvor du har terroristen i dit kryds, og gissel står halvt trin fra midten. Infogrames vidste, hvad de gjorde: de byggede spænding gennem begrænset information og tidspress, ikke gennem antallet af fjender. Spillet er aldret i grafik og i måden, det overlader dig til dig selv uden nogen sammenhæng — men den grundlæggende loop virker overraskende godt selv nu. Hvis du forventede et moderne cover shooter, skal du skifte hjernegear. Hvis du husker, hvad ordet "infiltration" betyder fra 8-bit-tiden, så finder du hurtigt ud af det.

I dag passer Hostage til enhver, der kan lide kompakte actionspil med en smule taktik og ikke vil bruge timer i menuer. At spille det i browseren er fem minutter væk, og de første ti forsøg ender sandsynligvis som et lig på trappen — men så begynder det at give mening. Det er præcis den type spil, jeg ikke var klar over hvor sent det blev på grund af dengang.