Når du har en cartridge med titlen "Mario Pissing Advance" i dine hænder, ved du, at der venter dig noget mellem en ROM hack og en vittighed på grænsen af acceptabilitet. Det er ikke officielt fra Nintendo, det er klart, men netop det gør sagen interessant.

Det drejer sig om en modifikation af det klassiske platformspil på Game Boy Advance fra 2018, som nogen fra hackerkommunity'et har skabt i internetgaragen. Kernespillet forbliver tro mod platformeren — Mario springer gennem niveauer, samler mønter, undviger fjender og prøver at nå målstregen. Men de bevidst bizarre og vulgære elementer gør det mere til et udtryk mod konformitet end til en solid platformer.

Selve spilleoplevelsen er ikke revolutionært anderledes end originalen. Kontrollen reagerer præcist, sprungene beregnes korrekt, leveldesignet har sin logik. Men her handler det om noget helt tredje — om originaliteten i et fanskabt projekt, der leger med materialet. Grafikken forblev original, lydene også, kun titlen afslører indholdet af det slidte vittigheds-forsøg.

Fra et historisk perspektiv er det ikke mere end en kuriøs post i ROM hack-arkiverne. Men det er netop det, der gør det på en måde charmerende for nogle retro-spillere — et bevis på, at folk engang legede med Nintendo på helt andre måder end i dag, uden marketing og uden respekt for licenser.

Hvis du leder efter netop det — en lidt kontroversiel hack af et kendt spil med personlighed — så kan du godt åbne det i en emulator. Det er ikke kunstnerisk mesterværk eller et klassisk meisterwerk, men som en ting, der eksisterer og råber ved sin eksistens, det virker. Simpelthen fordi nogen turde lave det.