Jungle Hunt

Man, hvad løber gennem træerne og svinger mellem ranker? Jungle Hunt er et klassisk jump-and-run fra starten af firserne, hvor en helt ved navn Jungle Boy skulle kæmpe sig gennem en jungle fuld af farer. Simpel opskrift — karakter, forhindringer, mål — men dengang var det nok til at få alle til at huske det.

Det er en platformer i sin reneste form. Du springer på horisontale og diagonale overflader, svinger mellem ranker, hopper over forhindringer og samler genstande. Miljøet er tropisk, hvilket dengang betød præcis tre teksturer — grønt, brunt og blåt. Målet er altid det samme: komme derfra til her uden at blive spist af en krokodille eller dræbt af noget flygende, som grafikken bare har efterladt fladdrende omkring.

Kontrollen er ligetil — bevægelse og spring. Intet fancy, intet mindre. Det som gør Jungle Hunt interessant er rytmen. Mellem rankerne skal du time det perfekt, ellers falder du ned. Det er ikke svært, men det kræver koncentration. Fiasko bliver gentagne gange straffet — du falder, du starter forfra på niveauet eller ved det sidste sikre sted. Efter dagens mål ville det virke brutalt, men dengang var høje fejlrater normen.

Jungle Hunt føles som en forløber for ting, der kom senere — Secret of Monkey Island, Pitfall, og derefter gradvist alle 2D-platformere, der vidste, at præcision og timing var det vigtigste. Selve spillet blænder ikke, der er ingen historie, bare gentagne niveauer med langsomt stigende vanskelighed. Grafikken var anstændig for 1983, lyden er typisk computerting — et jungle-beat skabt med bip.

Du spiller det i en emulator på retro-websteder, og hvis du er nysgerrig efter hvordan sjov så ud dengang — ikke grafik, ikke historie, bare ren mekanik og præcision — vil Jungle Hunt underholde dig en stund, så vil du indse, at det virkelig bare er at springe rundt i cirkler. Den historiske værdi er større end spillebarheden, men det er netop det emulatorer er til for.