Home Alone 2 - Lost In New York

Juli 1992. Biografen viste nummer to endnu, jeg sad ved computeren og prøvede at finde ud af, hvordan jeg overlevede første level uden at ende som skydeskive for Harry og Marv. Home Alone 2: Lost in New York fra Manley and Associates var præcis den type licensspil, som halvfemserne producerede i massevis — kørt på bølgen af filmens succes, udgivet hurtigt, solgt primært til forældre, der ville købe noget tematisk til træet.

Spillet følger mere eller mindre filmens historie. Kevin McCallister ender alene i New York, søgerparet Harry og Marv forfølger ham, og Kevin skal overleve. Fire levels, omgivelser baseret på filmens forlæg — hotel, gader, juletræer og andet New York-sceneri oversat til side-scroll-perspektiv. Action-platformer, intet mere, intet mindre.

Gameplaye'et er ligetil til det trætte. Du bevæger dig fra venstre til højre, undviger fjender eller slår dem ned, samler ting, overlever. Tastaturkontrollen virkede pæn efter DOSs målestok, men spillet var uforgivende — sværhedsgraden skiftede fra acceptable til frustrerende hurtigere end sundt. Kevin havde ikke et væld af liv eller checkpoint'er, så en dårlig bevægelse betød at gentage hele sektionen. Det var ikke en undtagelse i 1992, det var normen, så det nyttede ikke at klage.

Grafisk var det et solidarisk DOS-titel på sin tid. Sprite'erne var genkendelige, farverne levende, animationen grundlæggende — her gjorde Manley and Associates et gennemsnitligt stykke arbejde uden store missteps. Musikken fra Sound Blaster mindede kun fjernedes om filmens tema, men dengang var du glad for hvad som helst, der ikke lød som en døende modem. Men hvad der desværre manglede, var en markant gameplayidé. Spillet gjorde intet interessant med filmens forlæg — det udtrykkede ikke humoren, faldene eller Kevins opfindsomhed, som gjorde filmen til en film.

Home Alone 2 er i dag først og fremmest en tidskapsel. Den minder om en æra, hvor licensspil primært eksisterede for at eksistere — som billigt merchandise ved siden af t-shirt'et og aktoveske med Kevin. For nostalgisk spil i browseren har det sin charm: det er kort, ligetil i kontrollen og evokerer godt en jul-halvfemsernes atmosfære. Hvis du spillede det dengang, ved du præcis hvad du venter. Hvis du ikke gjorde, er det mere en interessant artefakt fra tiden end et spil, der får dig ved listen.