Gorf

En skibseksploderer uden varsel på skærmen, og pludselig står du med laseret i hånd mod en overdosis af fjendtlige droner. Gorf er arcadeaksjonen i sin reneste form — simpel, direkte og uden nåde.

Det hele udspiller sig i verdensrummet. Du styrer et mindre rumskib, der skal skyde alt, hvad der bevæger sig. Fjenderne kommer i bølger, først nogle langsomt flyvende objekter, så tættere og mere aggressivt. Der er ingen historie at tale om, ingen dybde — bare du, dine projektiler og linjen af alien-invasorer, der bliver hurtigere og flere for hver runde.

Mechanikken er klassisk galaga-stil: pil op-ned for at bevæge dig sidelæns, mellemrumstast for at skyde. Dit skib er lille og sårbart, og det tager få hits at miste et liv. Der er en simpel elegance i det — ingen udskejelser, ingen tutorial, du ved straks hvad der skal ske. Hvad der gør det svært, er tempoet. Fjenderne kommer stærkere, din reaktionstid skal være præcis, og fumigtigt bliver screening-delen vigtigere end præcision. Efter tyve minutter er det mere kaos end kontrol.

Gorf kom ud i en tid, hvor dette var nyt. Arcadekulturen blomstrede, og hver studio eksperimenterede med, hvad der kunne holde spillerne bag maskinen. Gorf var aldrig den eleganteste løsning — det var mere råstyrke end finesse. Med tiden blev galaga-klonen hurtigt glemt, fortrængt af mere raffinerede space-shooters.

Graferne er grove, lyden er en enkelt blip-blop-melodi på gentagelse, og efter ti minutter begynder det at mande sig på. Men det betyder ikke, at det ikke virker. Der er noget tiltalende ved den rå intensitet — som at slå noget med en klump træ i stedet for en hammer. Hvis du elsker retro-arkade og kan lide dine games uden filter, så er Gorf værd at prøve i fem-ti minutter. Mere end det bliver det til slut bare til frustration og øret, der ringer af elektronisk støj.