The Four Crystals Of Trazere

År 1992, jeg var tretten år, og på skrivebordet stod en 486 med otte megabyte RAM—masser til det meste dengang. The Four Crystals of Trazere så jeg først på en brændt kopi fra en klassekammerat—en diskette uden etui, mærket med en tuschpen. Jeg loadede spillet, startede det, og kom ikke væk i de næste timer.

Mindscape udgav denne RPG til DOS på et tidspunkt, hvor genren oplevede solid vækst på pc. Settingen er klassisk fantasy—det mørke land Trazere, noget gammelt ondskab, kaos på tværs af nationer, og spilleren midt i det hele med en flok eventyrere. Intet revolutionært på papiret. Fire krystaller at finde, masser af fjender klar til at tale til dig med deres sværd. Verdensredning i dens mest basale form.

Spillet fungerer som en dungeon crawler med turbaseret kamp og rimelig solid partistyring. Du skaber en gruppe karakterer, fordeler stats, planlægger dit opstilling. Kampe er ikke actionbaserede—du sidder, tænker, klikker. Eller klikker og tænker derefter over, hvorfor du er død. Udforskning er førsteperson, bevægelse gitter-for-gitter, vægge overalt. Hvis Eye of the Beholder passede dig godt, vil du føle dig hjemmevant her. Sound Blaster-lyd virkede, grafik var acceptabel for 1992—ikke blændende, men funktionel.

Hvad der gjorde spillet særligt dengang, var atmosfæren. Mindscape lagde Trazere til med masser af mørke, og den trusel-fornemmelse var virkelig til stede—ikke fra filmscener eller dialog, men fra hvordan spillet opførte sig. Fjender muteret af ukendte kræfter, et miljø, der bød ingen trøst. Det var ikke munter fantasy. På den anden side blev spillet ældre på en måde, der er sværere at tilgive i dag—brugerfladen er besværlig, navigering gennem dungeons kræver enten et skarpt hukommelse eller blyant og papir, og dokumentationen, du engang havde brug for at overleve, er ikke altid ved hånden længere.

I dag kan du spille det i en browser eller via DOSBox, hvis du har en forkærlighed for halvfemsers dungeon crawlers og ikke har noget imod et spil, der ikke holder din hånd. Det er et stykke genrehistorie, ikke dens højdepunkt—men det har karakter og et uforveksleligt periodetilhør. Hvis du kender Dungeon Master eller det nævnte Eye of the Beholder og gerne vil se, hvordan lignende spil blev lavet uden for mainstream, her er dit svar.