The Legend of Sword and Fairy (仙劍奇俠傳) DOS

Et kinesisk RPG fra halvfemserne, som jeg aldrig havde hørt om, før orientalske tegn og melodier dukkede op på min skærm. The Legend of Sword and Fairy eksisterer i det mærkelige rum, hvor kinesiske fantasi-traditioner møder computerens begrænsninger fra den æra — og på en eller anden måde fungerer det bedre end forventet.

Det er et klassisk JRPG-stil RPG med et tur-baseret system, hvor du vandrer gennem en kinesisk verden fuld af dæmoner, troldmænd og belønninger for at løse quests. Historien indeholder karakterer i typisk asiatisk fantasy-tøj — magere, riddere, prinsesser — og motivationerne løber dybere følelsesmæssigt end tekstuelt. Skærmen viser dit hold forfra, fjender opstilles bag dem, kampe er langsomme og forudsigelige, men de har vægt. Dialogtræer og beslutningstagning er til stede, selvom de ofte ikke direkte vedrører plottet.

Hvad der er overraskende: gameplayet er ikke alt for lineært. Du kan prøve ting i forskellige rækkefølger, fiske i floder, vandre gennem landsbyer og jage efter skjulte ting. Kontrollen er ligetil — du navigerer verden, vælger dit træk i kamp, køber udstyr — men alt bevæger sig i sneglefart. Ventetiden mellem handlinger føles ikke intens så meget som træg. Grafikken er primitiv selv efter dagens mål, lyden hypnotiserer mere end underholdt, og oversættelsen (hvis du har engelsk) går nogle gange tabt i detaljerne.

I halvfemserne var dette spil kultklassisk stof i Asien og små kredse af vestlige fans, der kunne japansk eller kinesisk. Det bragte en vis eksotisme til en genre domineret af amerikanere og japanere. I dag er der intet teknisk særligt ved det — animationer er ikke glatte, effekter er beskjedne, musik appellerer mere til mediterende sind — men netop den råhed får det til at føles behageligt gammelt, ikke pinligt.

Det er værd at spille, hvis du gerne vil se, hvordan det asiatiske RPG-miljø så ud før globalisering fladede det. Det er ikke et glemt mesterværk — mere en kuriøsitet, der holdt sin form og bevarer sin værdighed. Men du skal være en, der ikke vil have noget imod det konstante klik, for monotoni her er et dult tappen snarere end en gribende oplevelse.